Der kan ske det, at man bliver kontaktet af andre unge, der fortæller, at de er i færd med at foretage en meningsundersøgelse. De vil gerne høre ens mening om forskellige problemer, og de spørger og lytter med venlighed og sympati. Den unge dansker føler sig taget alvorligt i samtalen med disse tiltalende jævnaldrende, som oplyser, at de kommer fra en slags kristen studenterorganisation, der hedder CARP. CARP er en forkortelse for Collegiate Association for Research of Principles, som på dansk betyder Studenter-Sammenslutningen for Princip-Forskning, og det lyder jo helt tilforladeligt. Den unge dansker bliver lidt efter lidt nysgerrig. Hvad hun ikke ved er, at CARP er frontorganisationen for rekruttering af disciple til Tongilbevægelsen. Når CARP's udsendinge inviterer hende til et aften-arrangement med middag og underholdning, slår hun til. I løbet af aftenen får hun endnu et tilbud, denne gang om deltagelse i et seminar, der finder sted i en lejr i nærheden. Igen siger hun ja tak; man kan da altid tage med og se, hvordan det er.
Det viser sig at være lækkert! Deltagerne er unge fra mange forskellige lande, og dagene går med gymnastik, sport, sang, spil, diskussioner og lektioner, og det hele krydres med udflugter og film. Debatterne forekommer at være interessante og dybsindige og åbner nye perspektiver.
Den første tid i bevægelsen
I begyndelsen er den unge ganske vist lidt mistænksom, for hun har jo hørt så meget om alle mulige sekter og nyreligiøse bevægelser, der ikke uden videre giver til kende, hvad de står for. Men hun bliver mere og mere beroliget, for det virker altsammen meget uskyldigt, og det hele foregår i en vis kristen tone.
Så hun vælger at blive på lejren - først et par dage mere, og så et par uger endnu. Hun har en klump i halsen og en uro i sindet, for hun skulle jo egentlig hjem til familien og vennerne i Danmark. Måske er der også en kæreste derhjemme og studier, der skulle passes. Men der er hele tiden nogen, der venligt og vedholdende overbeviser hende om, at det er bedre at blive lidt endnu.
Alt det nye drager meget stærkt. De nye, meget kærlige og omsorgsfulde venner er med i en bevægelse, der vil forene alle verdens forskellige religioner - intet mindre! I denne bevægelse får kristendommen en helt ny rolle i historien. I begyndelsen lyder det ret så teoretisk og alment menneskeligt, men efterhånden hører hun om pastor Sun Myung Moon, læser hans bibel De guddommelige principper og ser ham på film, der også viser hans mange medarbejdere og alle de mange religiøse ledere og videnskabsfolk fra hele verden, der deltager i de konferencer og seminarer, bevægelsen afholder.
Lidt efter lidt begynder hun at forstå, at noget meget stort er ved at ske i verden. Det må hun være med til! For det er i grunden noget i samme retning, hun hele tiden har ønsket: Mange mennesker, forenet i en begejstret stræben efter en bedre verden. Sådan præsenteres det i hvert fald for hende.
Arbejdet i et arbejdsteam
Efter de gode dage i lejren melder hun sig til et team, der skal skaffe penge til dette store og vigtige arbejde, som bevægelsen udfører. Måske er hun heldig at komme med på et fiskerihold, der arbejder for bevægelsen, for den gør meget i fiskeri og bearbejdning af fisk - altsammen ulønnet og kun til fordel for bevægelsen, altså helt uegennyttigt!
Eller hun bliver måske deltager i et mobil-team , der kører rundt i en mini van og sælger blomster eller forskellige småting, eller som slet og ret tigger penge sammen på gader og stræder. Hun arbejder næsten døgnet rundt, sover kun ganske få timer, spiser meget lidt og får næsten aldrig lejlighed til at slappe af. Ikke fordi hun egentlig bliver tvunget dertil - men hun føler bare, at hun svigter de andre, hvis hun ikke yder sit bedste. Hun er konstant træt og overkommer efterhånden ikke at tænke selv. Hun er nærmest hypnotiseret af opgaven og af de andres accept og godkendelse.
Hvis hun en gang imellem kommer til at tænke, hvis hun f.eks. vågner om natten mellem de sovende venner, forekommer det hele hende underligt uvirkeligt. Men hun ser ikke nogen udvej for at ændre sin situation. Det er ligesom at glide ned ad en slidske: Det går af sig selv. Hvis en af de andre på holdet bliver tosset og vil hjem, hjælper hun selv med til at overtale ham eller hende. Måske hun endog deltager i jagten på en, der er stukket af, og er med til at finde og lægge pres på den pågældende, så han eller hun vender tilbage i rutinen.
Hun sender ganske vist breve hjem, og hun ringer måske også. Men hun fortier sagen selv og taler i vage udtryk, dels for ikke at gøre familien urolig, men også for ikke at gøre sig selv urolig. Hun glatter alting ud, især sin kristne tvivl. Hvis hun har en kristen baggrund, er der meget i bevægelsens ideologi, der virker forkert, selvom det bortforklares af vennerne.
Pastor Moon's rolle som den nye Messias, Genkomstens Herre, forekommer hende underlig de første gange, hun hører derom, men man kan jo ikke udelukke sådan noget på forhånd, vel? Det virker også mærkeligt, at man ikke selv kan få lov at finde sin ægtefælle, men direkte (og især indirekte) ledes til at opgive den kæreste, man måske har derhjemme, til fordel for en partner, der udvælges af pastor Moon eller hans medarbejdere.
Pastor Moon og hans kone bliver efterhånden de sande forældre, der langsomt trænger hendes forældre derhjemme i baggrunden. Det bliver altsammen til skygger, mens hendes virkelighed bliver Den Forenede Familie eller Tongilbevægelsen , som denne religion også benævnes. Den bruger også navnet Unification Church, idet den gerne vil fremstå som en kristen kirke. Dens fulde navn er Holy Spirit Association for the Unification of World Christianity (Helligånds-sammenslutningen for Verdens-kristendommens Forening).
Tongil-bevægelsen er en stor bevægelse, og det virker stærkt, for det er rart at være mange, når så store ting står for døren: 3 millioner mennesker i mere end 120 lande, hævder de selv. Tongilbevægelsens medlemsstatistik er dog stærkt opblæst. Der er ikke 3 millioner tilhængere, snarere 300.000, men de udgør en massiv og ensrettet skare af stærkt engagerede mennesker, men medlemstallet er stigende, især i Østeuropa.
Er man først kommet indenfor, går resten af sig selv. Man føres derhen, hvor man egentlig ikke ville, men som man ender med at ville - hvis det overhovedet giver mening at tale om vilje, når løbet er ført så vidt. Man følger med, og det har man det godt med. Tilhængerne er i færd med at vinde hele verden for pastor Moon og hans guddommelige principper, men de er samtidig i færd med at miste deres sjæl.
Tongilbevægelsens frelseslære
Det seksuelle spiller en både besynderlig og afgørende rolle i Tongil-bevægelsens lære om frelsen. Ifølge pastor Moon består Treenigheden ikke af Fader, Søn og Helligånd, men af mand, kvinde og Gud. Oprindelig var det meningen, at Adam og Eva skulle have dannet en sådan trehed med Gud, men Eva lod sig friste af slangen, der var Satan, med hvem hun havde samleje. Dette forårsagede det åndelige syndefald. Siden havde hun samleje med Adam, før det var tilladt, hvilket forårsagede det fysiske syndefald.
Derfor var der brug for både en åndelig og en fysisk frelse, og derfor kom Jesus til verden. Men Jesu mission mislykkedes, fordi disciplene svigtede ham. Jesus skulle nemlig have giftet sig og derved have indstiftet det frelsende ægteskab. Det gjorde han ganske vist i Himlen, hvor han giftede sig med Helligånden og derved sikrede den åndelige frelse . Men den fysiske frelse mislykkedes altså. Derfor er der nu brug for en ny Messias, Genkomstens Herre, der kan danne treheden på det legemlige plan, ligesom Jesus har gjort det på det åndelige plan. Pastor Moon siger om sig selv, at han er den nye Messias, og at han indgik "Lammets Bryllup" med sin nuværende (og tredje) hustru Hak Ja Han i 1960.
Naturligt nok bruger unge mennesker en stor del af deres tid og energi på at finde sig en mage og stifte familie og få børn. Det behøver de dog ikke i Tongilbevægelsen, for der finder pastor Moon ud af, hvem der skal have hvem. Faktisk er det den vigtigste del af tilhængernes frelse. Det er nemlig gennem disse arrangerede ægteskaber, at de indgår i den hellige familie.
Moon udpeger parrene. Kun undtagelsesvis respekteres de pågældendes egne følelser. Efter at parrene er blevet udpeget, får de en kort tid til at betænke sig i, og hvis de accepterer, bukker de for Moon. Efter at de er blevet gift, kan de blive sendt til hver sin ende af verden, også selvom der er børn at tage vare på. Alle tilhængerne er travlt optaget af bevægelsens store mål, så der er ikke tid til at bruge livet til private formål.
Selve brylluppet er knyttet til en vinceremoni, hvor alle de mange ægtepar drikker vin iblandet pastor Moons eget blod (nadverimitation), og bestænkes med vand (dåbsimitation). Den sidste del af brylluppet er soningsceremonien, hvor Djævelen bankes ud af kroppen, ved at parret slår hinanden tre gange med en stok. Derefter indledes tredagesceremonien, der er en reguleret indføring i ægteskab og samliv. Derved adopteres de ind i Moon's familie, og de og deres børn får del i hans families såkaldte syndfrihed.
Tongils politiske profil
Tongilbevægelsen indbefatter en lang række organisationer, der bærer humanistisk- og kulturelt klingende navne, såsom: International Cultural Foundation (Internationalt Kulturfond), International Conference on the Unity of Science (International Konference om Videnskabens Enhed) og World Peace Academy (Professorernes Verdensfreds Akademi). De skal alle tjene til at fremme Tongilbevægelsens sag og øge dens respektabilitet rundt om i verden.
Desuden benytter pastor Moon disse organisationer til at påvirke det politiske liv og den almindelige meningsdannelse i højreorienteret retning. Tongilbevægelsen samarbejder med mange forskellige kræfter deriblandt flere andre nyreligiøse bevægelser og sekter (bl.a. Mormonsamfundet og Scientology).
Der er kun én betingelse for dette samarbejde: At partnerne er anti-kommunistiske. Pastor Moon's dybe had til kommunismen kan meget vel have gode grunde. I sit hjemland, Nordkorea, var han en tid fange hos kommunisterne og blev tortureret af dem. Men det berettiger ham ikke til at bruge sine tilhængere i en grov hetz mod mennesker, der både ser politiske farer til højre og til venstre. Efter kommunismens fald i Østeuropa har Tongilbevægelsen fået nye missionsmarker, som de udnytter meget effektivt. Pastor Moon ses sammen med statsledere fra øst, og han udnytter sine mange penge til at åbne døre med. På grund af uvidenhed og positive følelser overfor alt fra vest har han stor succes i Østeuropa.
Det forløb, som beskrives i de indledende afsnit af denne folder, bygger på autentiske beretninger fra unge, der selv har oplevet en sådan hvervning til Tongilbevægelsen.
Citater af Sun Myung Moon om kirken og de kristne
Citaterne, der følger herunder, er hentet fra taler, som pastor Moon har holdt, og hvis indhold er samlet under fællestitlen Master Speaks (Mesteren taler). Selvom disse tekster fungerer som hellig-skrifter i Tongilbevægelsen, er de ikke offentligt tilgængelige.
"De kristne er alle adoptivbørn, ikke Guds sande børn. Jesus og Genkomstens Herre er Guds sande sønner. De er i Abels position. Adoptivbørnene er i Kains position... Adoptivbørn har stadig ret til at modtage arven, hvis de indtager den rette position". (Master Speaks 2, side 9.)
"Indtil vores mission overfor den kristne kirke er ovre, må vi citere Bibelen og bruge den til at forklare de guddommelige principper. Efter at vi har modtaget arven fra kristendommen, vil vi være i stand til at lære uden Bibelen". ( Master Speaks 7, side 1)
"Som sande kristne bad vi i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Nu skal vi bede i de sande forældres navn". (Master Speaks 3, side 2)
A Threat to Democracy, Freedom .....and Families. Ingo Michehl beretter her om Sun Myung Moon og hvordan han efter 6½ år efter kunne forlade organisationen. Ingo Michehl havde da ulovligt skaffet organisationen over 600000 $.
"Truth is stronger than lies and love is stronger than fear!". En bemærkelsesværdig hjemmeside fra Steven A. Hassan, der gør op med HJERNEVASK i specielt Moon-bevægelsen. Derudover er der links til lignende religiøse organisationer der praktiserer hjernevask (Hare Krishna, Sai Baba, Jehovas Vidner, TM, Yoga og Scientology)