SCIENTOLOGY - drømmen om supermennesket
af Lars Lydholm
Forøg din intelligens!
Mange har nok set denne reklame bl.a. i S-tog og blade.
En annonce hvor man sammen med et billede af Einstein får at vide, at man kun udnytter 10% af hjernens kapacitet. Dette spild af ressourcer kan åbenbart afhjælpes, hvis man investerer i bogen Dianetik. Denne reklame er for mange mennesker det første møde med Scientology. Andre er måske blevet stoppet af venlige unge mennesker, der tilbyder en gratis Standard Oxford Personligheds-test. I begge tilfælde er det Scientology, en af de mest kontroversielle af de nyreligiøse bevægelser, der står bag.
Bogen "Dianetik - den moderne videnskab om mental sundhed", skrevet af L. Ron Hubbard, er Scientologys grundbog. Bogen, som indeholder en ny lære om sindet og er en slags "gør-det-selv" psykoanalyse, udkom i 1950. I kølvandet på bogen opstod nogle grupper, som arbejdede med Hubbards tanker og teknikker. I 1954 blev Scientology officielt stiftet, og et system af kurser og teknikker, som går videre end det, der er beskrevet i bogen Dianetik, blev lidt efter lidt opbygget af L. Ron Hubbard.
Personlighedstesten
Mange menneskers første (og eneste) møde med Scientology er tilbudet om en gratis personlighedstest. Hvis man siger ja, får man et skema med 200 spørgsmål, som skal besvares med "ja", "nej" eller "ved ikke". Det er spørgsmål af typen: Kommer du med tankeløse bemærkninger eller beskyldninger, som du senere fortryder? Synger og fløjter du ofte blot for sjov? På baggrund af testen tegnes der en grafisk kurve over ens personlighed. Man vil som regel herefter blive tilbudt Scientologys første kursus - kommunikationskurset. På dette kursus skal man lære at håndtere og kontrollere samtale og kommunikation. Det kan sikkert være ganske brugbart i nogle situationer, men normalt bryder vi os jo ikke om at omgås mennesker, der håndterer og kontrollerer os. Ikke desto mindre er det egentlig supermennesket, der kan håndtere og kontrollere sig selv og sine omgivelser, der er Scientologys drøm og mål.
Hvis man læser lidt i Scientologys skrifter, vil man opleve, at de er meget svære at forstå. Scientology har nemlig opbygget sit helt eget sproglige univers. Der findes tykke ordbøger over dette "Scientology -sprog". Det er et sprog præget af militær-jargon og EDB-udtryk (mennesket opfattes som en slags supercomputer) tilsat Hubbards idéer; alt mikset sammen til et særegent sprogligt univers. Dette sprog er en vigtig del af opbygningen af Scientology-identiteten hos den enkelte scientolog.
Scientologys lære
Det første mål i Scientologys system er, at man skal blive clear. Det kan sammenlignes med C-tasten på en lommeregner, hvor man sletter hukommelsen. Det, som man ifølge Scientology skal have slettet, er det, der hedder engrammer. Et engram siges at være et smertefuldt, ubevidst indtryk fra fortiden. Disse engrammer siges at være skyld i al irrationel (meningsløs) adfærd, al sindssyge, al kriminalitet og 70 % af alle sygdomme. Det gælder altså om at fjerne engrammerne, så man slipper for alle disse problemer. Clear (fri - klar) er tilstanden, hvor man er blevet befriet fra alle engrammer.
Teknikken til at fjerne engrammerne kaldes auditing. Auditing er en slags samtaleterapi - interview, hvor man skal fortælle om og genopleve engrammerne - de smertefulde indtryk fra fortiden. I auditing spiller det, der hedder E-meteret en meget vigtig rolle. E-meteret (et apparat med to ledninger med dåser i enderne, og som man holder i hænderne) er en slags primitiv "løgnedetektor", som siges at kunne måle engrammer. I auditing bliver man udspurgt om alle mulige ting fra dette og tidligere liv - Scientology tror, vi har levet mange gange før, og når viseren på E-meteret ikke længere giver udslag på grund af engrammer, betegnes man som clear. E-meteret har en helt speciel status i Scientology og er omgivet med stor ærefrygt. Ron Hubbard har bl.a. sagt om det, at: "E-meteret tager aldrig fejl. Det ser alt. Det véd alt. Det fortæller alt."
Når man derfor under auditing bliver spurgt om mange også meget personlige og intime ting, svarer man ærligt. Ens svar bliver noteret ned, og Scientology har haft for vane at gemme disse i sine arkiver. Disse arkiver, som altså indeholder dybt personlige oplysninger, har gentagne gange bragt Scientology på kant med registertilsynet og registerloven.
Opererende Thetan
Når man gennem auditing er blevet clear (altså fri for engrammerne), har man nået det første vigtige skridt på vejen til Scientologys drøm om supermennesket. Når man er clear, er man det, Scientology kalder for selv-determineret.
Det betyder, at man selv har fuld kontrol over egne handlinger, tanker og følelser, og at man aldrig er genstand for andres vilje. Man kan altså selv bestemme over sine egne handlinger, mener man i Scientology.
Det videre mål inden for Scientologys system er at blive en opererende thetan og pan-determineret. Dette sker gennem det, der hedder OT-kurserne. Disse kurser er den egentlige kerne i Scientology og er både kostbare og hemmelige. Der findes nu otte tilgængelige OT-kurser.
I Scientology opfattes mennesket som en thetan (ånd). Denne thetan er det egentlige menneske. Kroppen er blot et hylster. Thetanen er mange tusinder år gammel (derfor kan man i Scientology også tegne kontrakter, der løber i en milliard år !). Ifølge Scientology er livet grundlæggende en kamp mellem disse thetaner og det, der kaldes MEST (Matter, Energy, Space, Time) d.v.s. den fysiske verden. Oprindelig var thetanerne frie og almægtige. Menneskets problem er, at MEST har fået magten over thetanen (ånden). Kampen mellem thetanerne og MEST endte nemlig med, at thetanerne i universet blev frosset ned i isblokke og sendt til jorden. Her befinder den optøede thetan (d.v.s. mennesket) sig nu fanget i kroppen (d.v.s. MEST). Nogle læsere vil måske kunne "skimte" L.Ron Hubbards tidligere beskæftigelse som Science Fiction forfatter!
L. Ron Hubbard mente at have løst livets gåde, og Scientology mener, at man gennem L. Ron Hubbards teknikker i Scientology kan genopdage det egentlige menneske (thetanen) og gengive thetanen magten over MEST d.v.s. det fysiske univers. Det er dette, man skal lære på OT-kurserne. Målet er, at man skal blive opererende thetan, hvilket betyder thetanens befrielse fra kroppen, således at den kan "færdes frit" uden for kroppen, flyve rundt i universet m.m. Man skal også blive pan-determineret (alt-bestemmende). Det betyder, at man ikke kun bestemmer over sine egne handlinger, men også kan bestemme over andres handlinger. Thetanen har på dette stadie overvundet MEST (d.v.s. den fysiske verden) og kan nu manipulere med denne. Den enkelte scientolog har altså, ifølge Scientologys lære, på dette stadium magten over andre mennesker og over naturkræfterne. Scientology er altså kort sagt drømmen om at udvikle supermennesker, der kan færdes frit i universet og kan kontrollere og manipulere med andre og den fysiske verden. I Scientologys blade og andre skrifter kan man se en lang række eksempler på disse opererende thetaners evner. Hvis man skal hurtigt igennem trafikken, kan man f.eks. få et lyskryds, der lyser rødt, til at skifte til grønt. Eller hvis man er ved at støde ind i nogen, så kan man flytte bilen foran lidt længere frem, således at man kan nå at bremse. Alt dette skulle man angiveligt kunne lære på OT-kurserne, men det koster så også en del.
En vigtig del af OT-kurserne er at lære det, der kaldes exteriorisering. Det betyder, at thetanen (ånden) forlader kroppen og flyver rundt. På nogle af kurserne skal "man" flyve til Månen, Mars og Solen. L. Ron Hubbard har på denne slags "ture" været vidt omkring. Han har ifølge eget udsagn bl.a. besøgt himlen - angiveligt i året 43.891.832.611.177, 344 dage, 10 timer, 20 minutter og 40 sekunder. Dette skete i forbindelse med exteriorisering den 9.5.1963, kl.10.02. Formålet med OT-kurserne og Scientology er altså, at thetanen gennem L. Ron Hubbards opdagelser og teknikker, skal vende tilbage til sin oprindelige frie og almægtige tilstand og herske over det fysiske univers.
Etik
Når Scientology til stadighed har optrådt på avisernes forsider og på anden måde har tiltrukket sig opmærksomhed, skyldes det ikke så meget Scientologys lære men snarere den meget særegne forståelse af, hvad etik er - altså spørgsmålet om ret og uret.
Det helt centrale begreb, der danner baggrunden for Scientologys etik, er overlevelse. Scientologys mål er at gengive thetanen sin frihed og magt. Dette sikres kun gennem overlevelse. Scientology mener at være det eneste brugbare system, mennesket har til overlevelse. Derfor er thetanens overlevelse afhængig af Scientologys overlevelse, da de er de eneste, der har de nødvendige teknikker.
Dette har konsekvenser for etikken. Etik defineres i Scientology ud fra, om det sikrer overlevelse eller ej. Dermed bliver etik et spørgsmål om, hvorvidt det sikrer Scientologys overlevelse eller ej. Med andre ord: hvad der gavner Scientology er etisk godt, og det som hindrer Scientology og dens vækst er pr. definition etisk ondt. I Scientologys system kan det derfor være etisk acceptabelt at bruge ufine metoder mod kritikere, fordi disse står i vejen for Scientologys overlevelse. I Scientologys system er der lighedstegn mellem anti-scientologen og den anti-sociale person. Den, der er kritisk overfor Scientology, bliver automatisk defineret som anti-social. En sådan person har i Scientologys system ikke nogen rettigheder. Det hører med til Scientologys livssyn, at 20 % af verdens befolkning er anti-sociale personer, som ifølge L. Ron Hubbard skal isoleres og uskadeliggøres, før fremskridt er mulige.
Scientologys etik har sit eget retssystem med domstole, straffelov og politi. Enhver kritiker bliver erklæret for SP (Supressive Person d.v.s. undertrykkende person). Scientologer, der har forbindelse med sådanne SP'ere, bliver selv erkæret PTS (Potentiel Trouble Source - d.v.s. mulig kilde til uro) og straffes, hvis de ikke afbryder forbindelsen. L. Ron Hubbard har udtrykt tanken bag etikken således: "Ligesom Scientology nu bringer total frihed, må den også have magt og autoritet til at bringe total disciplin, ellers vil den ikke overleve."
Det er denne forståelse af etik, som gentagne gange har bragt Scientology på avisernes forsider. Topscientologer er blevet idømt fængselsstraffe, og nye afsløringer og sager dukker op med jævne mellemrum. Dette gør, at det er svært at fastholde billedet af Scientology som en "forfulgt uskyldighed".
Scientology som kirke
Scientology kalder sig selv en kirke. Det er dog svært at se, at denne beskrivelse skulle have noget på sig. Hvis Scientology er en kirke, så er det en noget mærkelig kirke, da Gud ikke spiller nogen rolle i Scientologys system af kurser og teknikker. Det er nærmere den enkelte scientolog og L. Ron Hubbard, der er Gud. En kristen kirke er Scientology ihvertfald ikke. Kirke og religion spiller ikke nogen afgørende rolle i den "Scientologiske hverdag". Hvis Scientology er en religion, må det ligge gemt i de hemmelige OT-kurser.
Samlet må man sige, at Scientology er drømmen om supermennesket, der kan håndtere og kontrollere verden omkring sig. Scientology er en elitær organisation, der ønsker at fremme et samfund med total disciplin, hvor anti-sociale mennesker skal isoleres.
Scientology er udtryk for en ideologi, der hylder overlevelse fremfor for næstekærlighed. Hvis det er en kirke, er det en kirke uden Gud, og det, Scientology kalder etik, er det stik modsatte af, hvad vi normalt forstår ved etik.