REINKARNATION - HINDUISME - TEOSOFI - NEW AGE
af Michael Jahn fra IKON
Ordet "reinkarnation" kommer af latin og betyder ordret "igen i kødet". Det kaldes populært for genfødsel. Begrebet dækker over den opfattelse, at der er en del af personen, der i fødslen tager bolig i en fysisk krop. Ved den fysiske krops død lever denne personlighedsdel videre og fødes igen i en ny fysisk krop. Dette kredsløb fortsætter gennem mange fysiske liv.
Dette er den overordnede ramme. Inden for den findes der mange variationer, med store indbyrdes forskelle.
Troen på genfødsel har eksisteret siden oldtiden, både i øst og vest. Begge steder har der forekommet en "oprindelig" religion, som nærmest har været en cyklisk frugtbarhedskult. Man har haft årstidernes skiften, solen og planternes evige kredsløb som en integreret del af religionen.
Det er muligt at der, efterhånden som mennesket skiftede fra først og fremmest at være et stammevæsen til at være et individ, opstod spekulationer over den menneskelige eksistens. Spekulationer der dels byggede videre på en cyklisk verdensforestilling og dels brugte den nye forestilling om individuel eksistens. Når planterne, som jo "døde" om efteråret, genopstod om foråret, mon så ikke mennesket gjorde ligeså, men hvordan?
Måske var det disse spekulationer, der efterhånden udviklede sig til mere avancerede reinkarnationsforestillinger, hvor mennesket blev set som bestående af flere dele. En opdeling i ånd, sjæl, legeme giver jo muligheden for en ikke-fysisk (en metafysisk) eksistens, men indebærer samtidig muligheden for en dualisme, d.v.s. en modsætning mellem det fysiske og det åndelige.
Hinduismen og teosofisk samfund
Hinduismen er ikke så meget én religion som en blanding af flere religioner. Hinduismen er opstået ud fra en mangfoldighed af lokale indiske stammereligioner og fra de, ca. 2000 år f.Kr.., indvandrede ariere.
Hinduismen fremstår den dag i dag som et broget billede af idéer og tanker. Der er store forskelle mellem den folkelige hinduisme, der baserer sig på de såkaldte puranaer og de gamle gudelegender, og den mere "forfinede" hinduisme, der har udgangspunkt i bl.a. upanishaderne og vedaerne. Der er dog tre begreber, der ses i næsten alle udgaver af hinduismen, nemlig reinkarnation (samsara), gengældelseslov (karma - loven om at alle dine følelser, tanker og handlinger har konsekvens for kommende liv) og salighed eller udfrielse (moksha - intethed). I hinduismen og i buddhismen anses den fysiske eksistens grundliggende som værende lidelse.
Målet er at blive frigjort fra samsara, kredsløbet af fødsel og død, ved at "brænde" mest mulig gammel karma af og ved at undgå at skabe ny karma. Den konkrete måde, hvorpå frigørelsen foregår, kan variere. De mange forskellige yogaformer, hvoraf den fysiske terapi og træningsform, der er blevet populær i vesten, kun er en underform, er ifølge hinduismen en vej til frelse fra reinkarnation.
Den version af reinkarnationstanken, der er blevet populær i vesten, stammer fra en organisation, der hedder Teosofisk Samfund (grundlagt i 1875). Den har, som organisation, ingen større betydning i dag, men dens idéer har fået stor udbredelse, ofte i forsimplet udgave. Teosofisk Samfund importerede tanken om reinkarnation og karma fra hinduismen.
Reinkarnationstanken, som via Teosofisk Samfund er kommet til vesten, betoner ironisk nok det positive i samsara og karma, som hinduen vil gøre alt for at undslippe. I den teosofiske version af reinkarnationstanken er formålet, at mennesket skal udvikle sig mod stadig højere grader af bevidsthed. Den evige genfødsels hjul er blevet til en stige eller en opadgående spiral, hvor mennesket skal udvikle sig mod guddommelighed. Denne udviklings- eller evolutionslære er det bærende element i den åndsstrømning, som er blevet kaldt New Age-bevægelsen. Selvudvikling forstås ofte som et bevidst arbejde med sin egen åndelige udvikling i forlængelse af reinkarnationstanken.
Det skal nævnes, at der ofte er forskel på de udviklede, eller skal vi sige indviklede!, reinkarnationsteorier, der stammer fra teosofien og den folkelige forståelse af fænomenet. I den folkelige forståelse siger man, at JEG har levet tidligere. Der sondres ikke mellem forskellige personlighedsdele. Monaden, Selvet eller ånden er abstrakte begreber, der enten slet ikke indgår i forestillingen om tidligere liv, eller som kun er et vagt defineret "en del af mig".
Vi har altid forsøgt at finde meningen med livet
Fra tilhængerne af reinkarnationstanken hævdes det ofte, at reinkarnation er en videnskabelig kendsgerning, eller at reinkarnationslæren baserer sig på personlige erfaringer, og at den derfor må være sand på samme måde som eksistensen af en fysisk verden må være sand, da vi jo erfarer den direkte. Men argumentet holder ikke! Der kan sagtens gives andre forklaringer end reinkarnation på de indre oplevelser, mennesker har. Enhver erfaring fortolkes i lyset af den verdensanskuelse eller tro, personen har. Det betyder, at de samme oplevelser ganske udmærket kan fortolkes forskelligt, afhængigt om personen tror på tidligere liv eller på skabelse og genopstandelse. Det er derfor formålstjenligt at skelne mellem på den ene side erfaringerne, som vi kan kalde reinkarnationsoplevelser, og på den anden side den eventuelle eksistens af reinkarnation.
Jeg tror næppe, at flertallet af reinkarnationstilhængerne selv har haft erfaringer af tidligere liv. Grænsen for, hvad der er "reinkarnationsoplevelser", er dog flydende. Oplevelser der tolkes som tidligere liv, går fra levende beskrivelser af landskaber, personer, hændelser, ja, endog kropslige fornemmelser til meget vage "intuitioner", der ses som meningsfulde vidnesbyrd, i stil med: "Ja, jeg synes nok, jeg har set dig før -du har været min bror i et tidligere liv".
Fem forklaringsmodeller
At der findes mennesker, der har haft oplevelser, de selv tolker som tidligere, liv er indiskutabelt.
Gennem tiden er der givet mange forklaringer på oplevelser af tidligere liv. Nogle af dem har større forklarelseskraft, dvs. kan forklare flere fænomener, end andre.
Teori nr. 1 : For tilhængerne af reinkarnationstanken er forklaringen naturligvis den indlysende, at man reelt har levet tidligere - at der vitterligt er en del af det væsen, der udgør mennesket i dets nuværende liv, der har levet tidligere og at dette tidligere liv nu erindres. Der har været flere eksempler på, at to nulevende personer har ment at have været den samme i et tidligere liv, og det sætter et stort spørgsmålstegn ved forklaring nr. 1, for hvis der virkelig var tale om reinkarnation, kan to nulevende personer ikke have været den samme.
Teori nr. 2 : Denne teori tager udgangspunkt i, hvad man kan kalde upersonlige tidligere liv, dvs. at der er tale om fortidige hændelser, evt. oplevet som set gennem en person, der dukker op i bevidstheden. Rudolf Steiner beskæftigede sig med Akasha-krønikken, et slags oversanseligt bibliotek hvor alle begivenheder sætter sig spor - derfor også menneskelivet. Oplevelser af tidligere liv kunne ud fra denne teori være en aflæsning af dette bibliotek. Denne teori ville forklare problemet med, at flere nulevende personer mener at have været den samme person i fortiden. Teori nr. 2 løser også spørgsmålet om, hvordan folk kan huske steder og personer, de angiveligt aldrig har kendt. Det skal understreges, at Steiner, der jo troede på reinkarnation, ikke opfattede Akasha-krønikken som det samme som tidlige liv.
Teorien har en relativ stor forklarelseskraft, men rejser i høj grad spørgsmålet om eksistensen af en sådan kollektiv hukommelse. Ingen har hidtil kunnet godtgøre, at en sådan kollektiv hukommelse eksisterer - og uden en kollektiv hukommelse falder denne teori til jorden.
Teori nr. 3 : tager udgangspunkt i den schweiziske psykiater Carl Gustav Jung's idé om arketyper.
Arketyper forklares som fællesmenneskelige, men dybt ubevidste, forestillinger. Disse siges at indeholde information af væsentlig betydning for menneskers liv. Oplevelser af tidligere liv forklares ud fra denne teori som værende det enkelte menneskes personlige udtryk eller oplevelse af disse fælles forestillinger. Denne teori indebærer ikke på nogen måde tidligere liv, men rejser spørgsmålet om bæredygtigheden af C.G. Jungs idéer. Findes arketypen? Kan de opleves af enkeltpersoner?
Teori nr. 4 : behandler oplevelsen af tidligere liv på lige fod med ethvert andet udtryk fra det ubevidste - f.eks. drømme eller psykoser. Teorien er beslægtet med teori nr. 3, men kræver ikke eksistensen af arketyper. Udtrykkene fra det ubevidste kan ses som værende mere eller mindre væsentlige eller positive, men indebærer ikke eksistensen af reelle fortidige hændelser.
Teori nr. 5 : Denne teori ser oplevelsen af tidligere liv som værende inspireret af (onde) åndsmagter, der forsøger at bedrage mennesker. Teorien tager afstand fra enhver beskæftigelse med oplevelser af reinkarnation.
De samme erfaringer kan altså tolkes forskelligt, afhængigt af den verdensanskuelse, fortolkeren har.
Kirken
Kirken har siden oldkirken stillet sig stærkt afvisende over for tanker om reinkarnation. Mange mennesker kan ikke forstå denne afvisning, og der har fra mange sider været stillet forslag om, at kirken bør anerkende reinkarnationstanken. Ja, ikke bare anerkende den, men tage den til sig som sin egen. Nogle prøver at argumentere for eller bevise, at Jesus og de første disciple troede på reinkarnation. Der er imidlertid gode grunde til, at kirken ikke anerkender reinkarnationstanken.
Den moderne vestlige genfødselstanke indebærer, at mennesket indeholder en kerne, som gennem mange liv skal udvikle sig til et guddommeligt niveau. Drivkraften i denne proces er en upersonlig gengældelseslov - karma, der systematisk sørger for, at mennesket lærer det, det har brug for. Til forskel fra den hinduistiske forståelse ses karmaen ikke en straf men ophører, når lærdommen er banket ind. Ofte forekommer troen på forskellige åndelige mestre, bl.a. Jesus og Kristus (som ses som forskellige), der hjælper mennesket i processen, men disse mestre opfattes ikke som Gud, og kan ikke fritage mennesket for karmaen. Mestrene er tværtimod selv underlagt loven om karma, omend på et højere niveau. Jesus og Kristus anses blot som vejledere og lærere og mennesket må derfor selv "frelse" sig gennem indsigt og udvikling. Nåde og frelse eksisterer derfor ikke.
I kristendommen er Jesus Kristus én person, sand Gud og sandt menneske. Ved troen på ham frelses mennesket. Jesus Kristus er en lærer og mester, men først og fremmest Frelseren. Mennesket ses i kristendommen som værende skabt som en enhed af krop, sjæl og ånd, og verden, vi lever i, er ligeledes skabt af Gud og derfor god.
Kristendommen er derfor ikke dualistisk i modsætning til reinkarnationslæren, som skiller sjæl og legeme ad. Paulus' ord om "Som du sår, således skal du også høste" er ofte blevet brugt som "bevis" på, at karmaloven findes i Bibelen. Men for den kristne henviser ordene til Guds retfærdighed og indgriben, ikke til en upersonlig gengældelseslov. Pointen er, at man skal sørge for at så i livet, således at der er noget at høste!
Der er altså en modsætning mellem reinkarnation og opstandelse, mellem karma og nåde/tilgivelse, mellem moksha og frelse. Reinkarnation er at ville frelse sig selv; man bliver selv centrum i sit eget univers. Det er disse modsætninger, der gør, at kristendom og reinkarnation ikke kan forenes. På den anden side fordrer ethvert menneske respekt, og det indebærer også en respekt for, hvad mennesket tror på. Som kristne må vi altså respektere, at nogle mennesker tror på genfødsel, men respekt kræver ikke enighed! Som kristne har vi lov at tro på ét liv, på opstandelsen og det evige liv og på Jesus Kristus som vor Frelser.
