af Hans Kjeldsen
Astronom,
ansat på Århus Universitets Institut for Fysik
At himlen ændrer sig med tiden er noget, de første mennesker har været klar over. Solen står op og går ned, Månen viser faser og flytter sig mellem stjernerne på naflehimlen, og Solen står højt på himlen om sommeren og tilsvarende lavt om vinteren. Det er dog ikke klart, hvornår de første mennesker er begyndt at dyrke astrologi - altså tyde tegn på stjernehimlen.
Himlens varsler - astrologi i oldtiden
Astrologi betyder det at lære om himmellegemernes indflydelse på livet på Jorden, og det har været dyrket af næsten alle folkeslag igennem historien. Man kan oversætte astrologi med stjernetydning eller stjernelære. De tidligste sikre tegn på mennesker som dyrkede astrologi findes i de babyloniske kileskrifttekster, som er næsten 4000 år gamle. Der findes dog tegn på, at også andre folkeslag dyrkede astrologi tidligt. Pyramiderne i Egypten er nøje anlagt efter bestemte stjerners positioner på himlen, og det berømte forhistoriske monument nord for Salisbury i Sydengland Stonehenge blev påbegyndt i bronzealderen omkring 2700 f. Kr. Stonehenge består af store cirkelformede anlæg af sten, som formentligt blev brugt til kalenderformål og måske til at tage varsler af fremtiden. Men det er fra Babylon, vi finder de første kendte forsøg på at læse de tegn, som viste sig på himlen.
| Babylonien - et oldtidsrige beliggende i det nuværende Irak - lå mellem floderne Eufrat og Tigris og er opkaldt efter rigets hovedby Babylon. Fra Ca. 2000 f. Kr. blev Babylonien et magtfuldt rige og babylonierne var allerede på dette tidspunkt erfarne stjernekikkere. De kendte til himlens bevægelse og var i stand - ikke kun til at beskrive Solens daglige og årlige flytning - men også Månens og planeternes. Babylonierne interesserede sig især for fuld- og nymånen, men dyrkede ikke astrologi moderne forstand. |
| Babylonisk grænsesten, der bl.a. viser stjernebillederne som guddomme i skikkelse af dyr. | 
|
Babylonierne opfattede bevægelserne på himlen som tegn fra guderne om varsler af forskellige begivenheder. Det kunne være hungersnød, oversvømmelser, sygdom, krig eller andre ulykker, som angik hele samfundet. Det er centralt, at den babyloniske astrologi ikke angik enkelte mennesker. Den var varsler, som havde betydning for hele samfundet. Kongen kunne afværge ulykkerne med en form for magi.
Efter år 1000 f.Kr. udvikledes de astrologiske metoder i Babylonien, og de fik efterhånden stigende anseelse. Da man samtidigt blev dygtigere til astronomi og som tiden gik nåede et meget højt niveau, blev det muligt at foretage mere nøjagtige bestemmelser af himlens bevægelser.
|
Astronomi er forskellig fra astrologi, idet astronomi drejer sig om at samle viden om stjernernes positioner, deres bevægelse og deres udseende. Oldtidens agerbrugssamfund i bl.a. Babylonien og Egypten havde en højt udviklet astronomi, som blev brugt til at fastlægge kalenderen ud fra Solens og Månens bevægelser på himlen. I de gamle kulturer var astronomi og astrologi nært forbundne, men i dag skelnes der skarpt mellem astrologiens stjernetydning og astronomiens naturvidenskabel ige metoder, som bygger på teorier og eksperimenter. |
De ældste såkaldte horoskoper blev udviklet i Babylonien omkring 400 f. Kr. De angiver planeternes positioner på fødselstidspunktet, og i Babylonien fandtes der også undertiden angivelser af planeternes, Solens og Månens position på undfangelsestidspunktet. Der var dog stor forskel på det horoskop, man benyttede i Babylonien, og de horoskoper astrologerne anvender i dag.
Astrologien udvikles af grækerne
Den stjernetydning, som blev udviklet i Babylonien spredtes fra tiden omkring 400 f. Kr. til Egypten, Grækenland og Indien. Senere spredtes den videre til stort set hele Asien. Grundlaget for moderne astrologi blev lagt af de græske lærde, som boede i de græske (hellenistiske) byer i Egypten. Her blev astrologien nært knyttet til det at opstille horoskoper. Samtidigt udviklede man et helt nyt grundlag, som byggede på både babyloniske, græske og egyptiske idéer om verdens opbygning.
I det, vi kalder den vestlige verden, fik astrologien stor betydning i århundrederne omkring Kristi fødsel. I tiden efter Kristi fødsel (år 0 - 200 e.Kr.) blev de bøger skrevet, som stadig i vore dage er grundlaget for astrologien. Her er det i første række den græske astronom og astrolog Klaudios Ptolemaios der omkring år 140 e.Kr. lavede en samlet beskrivelse af astrologien og dens metoder.
Ptolemaios byggede på den naturfilosofi, som en anden græker Aristoteles (han levede fra 384 f. Kr. til 322 f.Kr.) havde opstillet Ca. 500 år før Ptolemaios. Mange af de tanker og idéer om verdens opbygning, som Aristoteles opstillede fik betydning i næsten 2000 år.
|
Klaudios Ptolemaios lavede i år 140 e.kr. en samlet beskrivelse af astrologien og dens metoder. På denne tegning er Ptolemaios i færd med at måle stjernepositioner med en kvadrant. Bag ham står "astronomien" - her fremstillet som en kvinde. | 
|
| Verdens opbygning beskrives af Aristoteles på følgende måde. Der findes i naturen fire grundelementer: JORD, VAND, LUFT og ILD. Jorden er verdens centrum og alle ting i den jordiske del af verden stræber efter at nå centrum - hvilket er forklaringen på tyngdekraften, at en sten flader til jorden, når vi slipper den os.v. De fire grundelementer har dog en naturlig plads i verden. Jorden er nederst og oven på den findes først vandet, så luften og øverst ilden. Månen, Solen og planeterne befinder sig i en anden verden - himlen, og de er dannet af en anden type uforanderligt stof, det såkaldte femte element - som ikke stræber efter at nå verdens centrum. At verden var opbygget ud fra disse elementer blev af Aristoteles fremstillet som en filosofisk kendsgerning. Men brugte ikke de metoder, som videnskaben i dag benytter, når den forsøger at bevise forhold i verden. |
Ptolemaios opstillede en model for verden, hvor Jorden var i centrum. Uden om Jorden kredsede Månen og Solen, samt de fem planeter man kendte på denne tid. Yderst var stjernehimlen, hvor alle himlens stjerner sad. Man kalder Ptolemaios' model for verden for et geocentrisk verdensbillede, og det kom til at gælde helt frem til Nicolaus Copernicus i 1543 fremkommer med et nyt verdensbillede, som satter Solen i centrum og Jorden i kredsløb omkring Solen.
|
Det geocentriske verdensbillede, som Ptolemaios opstillede, havde den runde Jord i centrum. Uden om den kredsede Månen og dernæst i rækkefølge planeterne Merkur og Venus. Dernæst fandtes Solen, og uden om den kredsede planeterne Mars, Jupiter og Saturn. Yderst fandtes himmelkuglen, som i løbet af et døgn roterede en hel omgang. Det skal bemærkes, at Ptolemois ikke havde nogen de om, hvor store afstandene til planeterne i virkeligheden var, og at det heller ikke var noget problem at den yderste del af verden, himlen, bevægede sig af sted i stor fart for at dreje en gang i løbet af 24 timer. |
Det Ptomelaioske system. Det blev antaget, at Solen og de dengang kendte planeter bevægede sig i cirkelbaner omkring Jorden. Disse cirkler blev kaldt for deferenter Stjernehimlen sad på den yderste sfære.
Den grundlæggende tanke for den græske astrologi var, at planeterne kredsede om verdens centrum altså Jorden, og at de derfor måtte påvirke det, der foregik på Jorden. Helt konkret måtte de enkelte planeter, afhængig af deres position på himlen, påvirke det stof et menneske bestod af, altså den mængde af de fire grundelementer som fandtes i den enkelte person. Logikken i astrologien var netop, at Jorden var verdens centrum, og at planeterne i deres forskellige himle påvirkede stofferne i mennesket direkte.
| Dyrekredsen og mange af de begreber, vi kender i dag, blev fastlagt af Ptolemaios. Han undersøgte, hvordan Solen bevægede sig på himlen og inddelte herefter det område af himlen, hvor Solen bevægede sig (vi kalder selve Solens bane på himlen for ekliptike), i 12 nøjagtig lige store områder. Det blev til de 12 stjernetegn i Dyrekredsen. Ptolemaios så i den sammenhæng stort på de stjernebilleder, som gav navn til dyrekredsen, idet stjernetegn og stjernebilleder ikke lå nøjagtigt oven på hinanden. De 12 tegn i dyrekredsen, de såkaldte soltegn, blev grundlaget for astrologien. De 12 tegn er; Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken, Vandmanden og Fiskene. |
Astrologien i Rom
Astrologi var meget populært i Rom i kejsertiden. Det er dog vigtigt at huske på, at allerede i Rom var astrologien omstridt. Det skete flere gange, at astrologer blev bortvist fra Rom med den begrundelse, at de forførte folket. Det blev på et tidspunkt forbudt at forsøge at forudsige kejsernes død, idet det kunne benyttes politisk, og astrologien blev senere af de kristne kejsere efter 300-tallet bandlyst.
Den romerske læge Klaudios Galenos (129 e.Kr - 199 e.Kr.), som var af græsk afstamning, fik betydning for astrologien. Galenos opbyggede bl.a. et billede af det menneskelige legeme som i lighed med verdens fire grundelementer kunne opdeles i fire grundbestanddele - fire væsker: SLIM, BLOD, den GULE og den SORTE galde. De forekom i vekslende mængder, alt efter årstiden.
| De fire menneskelige grundbestanddele varierede i løbet af året og findes forskellige steder i kroppen. Slimen forekommer hovedsagelig i hjernen, blodet i hjertet og årerne, den gule galde findes i leveren og endelig finder vi den sorte galde i milten - altsammen i følge Klaudios Galenos. De fire grundbestanddele er livets safter og de præger livet. Naturen spiller også ind og indvirker på mængderne af de forskellige stoffer. Således tager slimen f.eks. til om vinteren - man får snue og den store mængde af slim gør, at man bliver syg. Slim kaldes på græsk for flegma og det betyder at man om vinteren bliver mere flegmatisk og tænker koldt og klart. Ud fra Galenos idéer vil man derfor typisk ikke tage oven lede beslutninger. Når det bliver forår tager blodet til. Man rødmer og føler sig varm, og man får let næseblod. Det stemmer helt med naturens ændring. Dagene bliver længere, og varmen tager til. Blod hedder på latin sangvis, hvorfor man om foråret bliver sangviniker - let til glæde og let til sorg. Om sommeren er det den gule galde som tager til - hvilket ses på hudens gulbrune farve. årstiden er varm og tør, og samtidigt tager slimen af. På græsk hedder galde chole og man bliver således kolerisk om sommeren. Endelig er det den sorte galde, som tager til om efteråret. Alt forekommer sort, og man bliver melankolsk på denne årstid. Denne opfattelse af mennesket levede op gennem middelalderen og store dele af lægekunsten byggede på disse idéer. Man kan prise sig lykkelig for, at vii dag ikke bliver behandlet efter sådanne principper, når vi er syge - det gik ikke altid stille af! Havde man formeget blod i kroppen gjaldt det f.eks. om at få noget af blodet tappet ud. |
Middelalder astrologi
Sammenhængen mellem årets gang og menneskets legeme via de fire grundelementer og de fire grundbestanddele (væsker) blev til det videnskabelige grundlag for astrologiens virkning. Når årstiderne havde så enorm indflydelse på mængderne af slim, blod, den gule og den sorte galde i menneske kroppen, så var det jo netop Solens skyld, for det var Solen som bestemte årstiderne. Solen var den vigtigste af alle planeterne (man regnede Solen og Månen som planeter i den beskrivelse af verden, hvor Jorden var i æntrum - derfor var der 7 planeter -Månen, Merkur, Venus, Solen, Mars, Jupiter og Saturn - og 7 himle - altså det hellige 7-tal). Efter Solen var Månen den vigtigste planet. Den havde indflydelse på alt flydende (tidevand), og havde derfor naturligvis stor indflydelse på menneskets safter. På samme måde fik man nu tillagt specielle egenskaber til de øvrige 5 planeter, og hele systemet var sluttet.
I middelalderen var teorien således: I selve fødselsøjeblikket fik det nyfødte barn tildelt en blanding af de fire væsker eller safter - slim, blod, gul og sort galde - der var nøje bestemt af, hvorledes planeterne Solen og Månen stod på himlen. Forholdet mellem væskerne ville afgøre menneskets fysiske og psykiske grundkarakter hele livet igennem. Men planeterne ændrer jo position i tidens løb, og derfor bliver mennesket påvirket af planeterne gennem hele livet, når de forskellige planeter ændrer lidt på forholdet mellem de enkelte væsker.
Det er vigtigt at forstå, at disse teorier gjorde astrologi til videnskab og i middelalderen ikke blev opfattet som overtro. Europæisk astrologi byggede på disse teorier og fik i forbindelse med en ny stor interesse for Ptolemaios' verdensopfattelse, Galenos beskrivelse af menneske legemet og studiet af islamisk mystik en stor opblomstring især i renæssancen i 1400- og 1500- tallet.
Astrologi blev brugt ved forudsigelser af fremtiden og ved lægelig undersøgelse af syge mennesker. Desuden var der en nær sammenhæng med den såkaldte alkymi som handlede om stoffers opbygning. I middelalderen forsøgte man især at finde naturens guddommelige blandingsforhold mellem jord, vand, luft og ild, som skulle fremstille det kostbare metal guld. Dette lykkedes naturligvis aldrig. Man kan sige, at astrologi, alkymi og middelalderlig lægekunst bygger på et fælles grundlag og at teorierne i alkymi og lægekunsten er de samme som bliver benyttet i astrologien.
Et nyt verdensbillede
Det er et faktum, at den berømte danske astronom Tycho Brahe (1546-1601) arbejdede som astrolog, og at han stillede mange horoskoper, navnlig på bestilling af den danske konge Frederik den Anden. Et godt og præcist horoskop krævede en præcis bestemmelse af planeternes positioner. Det var Tycho Brahe mester i, han kendte positionerne af Solen, Månen og planeterne både i fortiden og fremtiden.
En af de grundlæggende idéer i det astrologiske verdensbillede for middelalderastrologerne var, at Jorden var verdens centrum. Det var kun naturligt, at planeterne påvirkede det de kredser om. Derfor fik det afgørende betydning for astrologien, da astronomen Nikolaus Copernikus i 1543 opstillede et nyt verdensbillede, hvor Solen er centrum og Jorden og de øvrige planeter (med undtagelse af Månen) kredser omkring Solen - det såkaldte Heliocentriske verdensbillede. Det blev pludselig et åbent spørgsmål, hvorfor planeterne påvirkede menneskelegemet, når de nu slet ikke kredser om Jorden.
Det Copernikanske system. Solen er centrum, og rundt om Solen kredser de enkelte planeter. Månen bevæger sig om Jorden. Stjernehimlens bevægelse forklares nu ved Jordens rotation om sin egen akse, og året er en omkredsning af Solen. Jorden er nu blevet en planet som Venus eller Jupiter.
I begyndelsen af 1700-tallet blev alkymien afløst af mere moderne idéer om opbygningen af stof, og lægekunsten byggede efterhånden mere på studiet af mennesket og symptomerne på sygdomme, fremfor den naturfilosofiske idé om elementer og væsker.
Da kirken samtidigt bandlyste astrologien, der i sin mest rendyrkede form forudsatte at universet var helt mekanisk styret, og der derfor ikke var plads til begrebet vilje, betød det, at astrologien efterhånden stort set blev opgivet og tillige blev adskilt fra astronomien.
Astrologi idag
Efter at have været "opgivet" i flere hundrede år er astrologien i 1900-tallet igen blevet genstand for stor interesse - omend det ikke som tidligere er en officiel videnskabelig interesse. I dag har astrologien primært folkelig interesse og benyttes desuden af flere virksomheder i forbindelse med bl.a. ansættelse af nye medarbejdere. Det ses som en metode til at "afsløre" et menneskes sande muligheder.
Astrologien er i sin moderne form blevet et redskab, som benyttes til selverkendelse, og da horoskoper kan opstilles præcist ved beregninger er det i vore dage meget udbredt at lade en computer foretage beregningerne af horoskopet og i visse tilfælde også foretage en analyse af det opstillede horoskop.
Grundlaget for horoskopet er det samme som på Tycho Brahes tid, dog er alkymi og lægekunst ikke medtaget i den moderne astrologi, selvom de hviler på de samme idéer.
| De fire elementer jord, vand, luft og ild. I gamle dage mente man også, at disse elementer bestemte vejret Når vi taler om "elementernes rasen" stammer det fra den idée. | 
|
Moderne Astrologi - teori og praksis
